Jeg er så glad i grunden
og vidste det ej før;
det er som jeg har funnen
en ven, der var forsvunden,
mit prægtige humør.

Det jublende forsoner
og stiger som en ild,
der op i millioner
af stjærne-lys fortoner
ad evigheden til.

Og lette forbud skikker
det, did min tanke vil.
Ti hvorsomhelst jeg blikker,
står venne-håb og nikker,
og minner iler til.

Men har jeg atter funnet
til Gud og venners håb,
så har jeg atter vunnet,
og kræfterne, som stunded,
af glæden tager dåb.

Jeg så den ej, forinnen
den ud fra skog og fjæld
kom hoppende som hinden,
kom luftende som vinden
en lummer sommerkvæld.

O, hør, hvor alting svarer:
velkommen hjem igen! –
Kanske det ikke varer;
men når så våren farer,
står spirerne igen.

Bjørnstjerne Bjørnson