Der syder saft bag birkens bark,
det dufter sødt fra kløvermark.
Hver fugl en liden vise har,
den synger, — tier –, ber om svar;–
en sælsom glans om jorden går —
å, unge vår!

Og selv det gamle lønnetræ,
som jeg kan fra mit vindu se:
Et slør af blade bittesmå,
de vrimler frem af barken grå,
og dækker stammen ru og hård: —
å, unge vår!

Alt er så skjønt som én gang før:
fra lønneløvets lette slør
til forårshimlens dybblå flod.
Og selv mit gamle hjerteblod,
min Gud! det bruser og det slår:
å, unge vår!

Hvad kommer al din pragt mig ved?
jeg havde fundet kvældens fred —
O, hvorfor gjør du så idag
min gamle sjæl så ungddomssvag,
så mindesyg, så hjertesår,
å, unge vår!