tankerommet

Der syder saft bag birkens bark,
det dufter sødt fra kløvermark.
Hver fugl en liden vise har,
den synger, — tier –, ber om svar;–
en sælsom glans om jorden går —
å, unge vår!

Og selv det gamle lønnetræ,
som jeg kan fra mit vindu se:
Et slør af blade bittesmå,
de vrimler frem af barken grå,
og dækker stammen ru og hård: —
å, unge vår!

Alt er så skjønt som én gang før:
fra lønneløvets lette slør
til forårshimlens dybblå flod.
Og selv mit gamle hjerteblod,
min Gud! det bruser og det slår:
å, unge vår!

Hvad kommer al din pragt mig ved?
jeg havde fundet kvældens fred —
O, hvorfor gjør du så idag
min gamle sjæl så ungddomssvag,
så mindesyg, så hjertesår,
å, unge vår!

Det stig av Hav eit Alveland
med Tind og Mo;
det kviler klaart mot Himilrand
i kveldblaa Ro.

Eg saag det tidt som sveipt i Eim
bak Havdis graa;
det er ein huld, ein heilag Heim,
me ei kann naa.

Ho søv, den fine Tinderad
i Draume-bann;
men so ei Stund ved Soleglad
ho kjem i Brand.

Naar Dagen sig som Eld og Blod
i Blaae-Myr,

det logar upp med Glim og Glod
og Æventyr.

Det brenn i Brè og skjelv og skin
med Gullan-Bragd,
og Lufti glø’r i Glans av Vin,
Sylv og Smaragd.

Men av han døyr, den bleike Brand
som slokna Glod,
og klaart som fyrr ligg Alveland
i kveldblaa Ro.

Eg lengta tidt paa trøytte Veg
der ut til Fred;
men Lande fyrst kann syne seg,
naar Sol gjeng ned.