Jeg vil inn
Jeg vil inn
Jeg ser
Høstmørket ligger over sommerbyen
Varme blader ligger strødd på bakken
Den iskalde vinden stryker meg lett over fjeset
Blomstene som så flott prydet sommerdagene
De er døde.
Jeg føler
Mosaikkvinduets varme lyse mot meg
Oransje, rødt, gult
I lyset svaier trærne frem og tilbake
Bladene som danser sin siste dans
De er døde.
Jeg hører
Trafikken bråker og hunden gjør
Vanndråpene eksploderer
To kalde grader, jeg er frossen, jeg vil inn
Inn på den andre siden av vinduet
Føle, se, høre og smake varmen
Jeg vil inn.
Martine Olsen
Et overstreget digt
Et overstreget digt
Et overstreget digt
stirrer et daarligt digt.
Et ærligt skind igrunden,
men ikke yppig runden
av sang og stemning og sligt.
Født av en mager moder,
av hjernens skrumpne skjød,
næret av tankefoder,
som hjernecellernes boder
i fattige timer bød – -.
Forstandens hodepine
dirrer i digtets krop –
afmægtig i sin feber
det ramser med tørre læber
sin grimme vise op.
Det rusker i sine streger,
vil løs av det grumme bur; –
det er min farligste fange
trods mange velskabte sange,
som strømmer i min natur.
Olaf Bull
Mannequin
Mannequin
Der ligger et stenk av sørgmodighet i
ditt smil, som du slår der og neier.
Du vet at ditt legemes linjer vil gi
din kjole en strålende seier.
Du ser at salongen er ytterst nervøs
for hvem der vel først av dem alle
får fatt i den deilige drøm i charmeuse,
som du om en stund må la falle.
Der blomstrer et dikt i ditt drømmende blikk,
et dikt om en dag du kan kjøre
i bil til den fornemme, store butikk
og skaffe dens chef litt å gjøre.
Din mann, som er konge av jern eller kull,
vil følge dig inn i salongen,
og alle vil hviske om hende, hvis gull
bestemmer la mode for sesongen.
Og hemmelig stryker du over ditt tøi
og kaller dig selv: Hennes Nåde.
Da våkner du påå: Det er bifallets støi,
og drømmene må ikke råde.
Og smilet blir hånlig. Du bøier dig lett
og går til de indre gemakker.
Der synker du ned på en tretaburet
blandt kjoler og bliuser og jakker.
Rudolf Nilsen
