Alt er så nær meg
Alt er så nær meg
Alt er så nær meg
denne velsignede dag.
Svaberget ligger
åpent med rolige drag.
Havbrisen vugger
vennlig den duftende tang.
Alt er så nær meg
ennå en lykkelig gang.
Barndommens vekster
gror i hver fure og sprekk
med sine kjente
blide og rørende trekk.
Går her en liten
pike fremdeles hver kveld
og plukker blomster
og snakker høyt med seg selv?
Lenge var jorden
øde og himmelen tom.
Dypt i mitt hjerte
åpner seg rom etter rom.
Alt som er nær meg
gir meg et klarøyet svar.
Nå kan jeg rekke
hånden til henne jeg var.
Inger Hagerup
Deilig
Deilig
Jeg ligger i en åker
Hører fuglene bråker
Titter litt på sola
Til øyet renner
Tankene streifer innom
Noen av folka jeg kjenner.
Jeg tygger på et strå
Og føler meg fri
Det er ingenting jeg må
Jeg har ikke noe å si.
Jon Mikkel Flaten
Fortabt
Fortabt.
De mødtes da, naar tit man ser
i Høst en Sommerdag,
hvor end en Gang Naturen ler,
men Alle bag ved Smilet ser
det tunge Hjærteslag.
De mødtes, just som Sjælen spandt
den mørke Tanketraad,
da Maalets lyse Stjærne svandt,
og som et splintret Vrag de fandt
sin gyldne Lykkebaad.
De mødtes, som det bitre Nag,
greb Tornen hvas og fin
og fletted skyndsomt Nat og Dag
en Krans med tætte Naalelag
om Pandens blege Lin.
Da mødtes de. Og samme Stund,
som Haabets nye Gjæst
tren ind i Sjælens stille Grund,
stod Tepplet rejst paa mørke Bund
med Lys og Glædesfest.
Men just i samme Stund fløj ud
et sælsomt Varselsskrig.
Det var, som bar det frem et Bud
om Dødninglin og Sørgeskrud
for Glædens unge Lig.
Da greb forfærdet Haabet til:
endnu en Gang det prøve vil
et sidste Tærningkast. –
«Fortabt» det gjennem Sjælen klang;
det hørtes som hin Klagesang,
da Strængeleken brast.
Magdalene Thoresen
