tankerommet

Det stig av Hav eit Alveland
med Tind og Mo;
det kviler klaart mot Himilrand
i kveldblaa Ro.

Eg saag det tidt som sveipt i Eim
bak Havdis graa;
det er ein huld, ein heilag Heim,
me ei kann naa.

Ho søv, den fine Tinderad
i Draume-bann;
men so ei Stund ved Soleglad
ho kjem i Brand.

Naar Dagen sig som Eld og Blod
i Blaae-Myr,

det logar upp med Glim og Glod
og Æventyr.

Det brenn i Brè og skjelv og skin
med Gullan-Bragd,
og Lufti glø’r i Glans av Vin,
Sylv og Smaragd.

Men av han døyr, den bleike Brand
som slokna Glod,
og klaart som fyrr ligg Alveland
i kveldblaa Ro.

Eg lengta tidt paa trøytte Veg
der ut til Fred;
men Lande fyrst kann syne seg,
naar Sol gjeng ned.

 Jeg er så glad i grunden
og vidste det ej før;
det er som jeg har funnen
en ven, der var forsvunden,
mit prægtige humør.

Det jublende forsoner
og stiger som en ild,
der op i millioner
af stjærne-lys fortoner
ad evigheden til.

Og lette forbud skikker
det, did min tanke vil.
Ti hvorsomhelst jeg blikker,
står venne-håb og nikker,
og minner iler til.

Men har jeg atter funnet
til Gud og venners håb,
så har jeg atter vunnet,
og kræfterne, som stunded,
af glæden tager dåb.

Jeg så den ej, forinnen
den ud fra skog og fjæld
kom hoppende som hinden,
kom luftende som vinden
en lummer sommerkvæld.

O, hør, hvor alting svarer:
velkommen hjem igen! –
Kanske det ikke varer;
men når så våren farer,
står spirerne igen.

Bjørnstjerne Bjørnson