Det stilnest i eventyra

Det bles ikkje lengre
i bukkehorn mellom fjell
ingen draug eller nøkk syng
i tjernets dyp i natta
er det taust mørkret
har ingen mystikk

Månelyset har blitt kaldare no
og stjerneteppet glimrar ikkje
som det eingong gjorde
då trolla gjekk og levde
No er dei alle blitt stein

Veslefrikks fele har stilna
bogen hans har brukke strengene
blitt klippa over e
g hør ikkje nøkken spelle
eller fanden le i hardingfela

Tussane og nissane forlot oss
stabbura er tommare no..
berre flugane flyg inn og ut
ikkje noko mystisk med dei.
Og alle Eventyr er slut..

Eller?

Roger Pedersen

Vandring

Sent en kveld stiger breen foran oss
som isfjell fra en dyp søvn
En gjennomgang av lys og varme
der tiden som nesten har stanset
risler med kjølige flammer
gjennom seg selv og låser solen
i en hildring over dag og natt
Plutselig en gård,
taus og selvfølgelig
– også den er en gjennomgang av tid,
men et varmt og langsomt lys; slekten
Vennlige, tause tar de imot oss
Ser på våre ubarkete ansikter at vi kommer
fra mørkere dyp der livet brenner fortere

Stein Mehren

Jeg vil vende tilbage

Jeg vil vende tilbage til markerne
for at opsøge tabte spor,
jeg vil standse og lytte til fuglene,
mens min fod synker ned i jord.

For jeg føler en længsel, så klar og stærk,
at den sprænger min hverdags ring,
jeg må hjem til de steder, jeg kommer fra,
til de første, de sande ting.

Jeg vil sidde så stille hos blomsterne,
at de ved, jeg er deres ven,
under himlen, hos regnen og træerne,
skal jeg søge mig selv igen.

Grethe Risbjerg Thomsen