Novembernat

Novembernat

Og maanen slynger en glødrig sommer,
som spiller blank paa den hvide sne
og tænder de blinkende vinterblommer
langs alle grene rundt i det ribbede, tvære træ.

Fra luftvulkanens vaarlige esse
gløder der mægtig og samlet frem
skjærsommerdage sammenpresset,
efterglemt ild
fra dage, som døde med løvet og græsset.

Ja solnedgange fra svundne dage
strømmer fremdeles denne nat
i maanens guldklode, der den ruller
udødelig sommer
over et Eden af ishvide blommer.

Et Eden af rimkolde morgenskove
straaler sig af i fjernenes blaanen.
– – Kun livsens træ, kun rognen Rø,
som ikke vil dø,
gjør evig sommer sammen med maanen.

Slig ruller maanen i himmelbunden
i flammer af dag, mens rognens roser
synker som mørkerøde solglød mod grunden
gjennem den skjære
skogs myriader af stjernehære.

Olaf Bull

Avsted haster skyene –

Avsted haster skyene –

Den korte, urolige dag er død,
men endnu dirrer derute i aftnens sukkende,
tunge vind en trodsig –
– flammende rute.

Og klaprende strækker hvert nakent træ
mot himlen de storte grene,
og gysende staar jeg i kveldens vind
forfrossen, forlatt, alene.

Det var, som hvert levende haab
blev slukt og ødet med solens luer:
Hvem er du, du fredløse, skjønne sjæl,
som hist i den fjerne truer?

Jeg spørger med bævende hu,
men faar kun svar av de golde vinde.
Avsted haster skyene, langt, langt bort,
dit ingen kan veien finde.

Nils Collett Vogt

Barnepreken

Barnepreken

En torsk og en flyndre –
min preken begynner.
En ku og en kalv –
min
preken er halv.

En ulv som kan tute –
min preken er ute.
Gå hjem
alle mann!
Gjør maten i stand!

Har du meget – så gled deg,
og la
mange få med deg!
Har du bare ett grann brød –
del det lell med sult og
nød!
Har du bare en liten smule,
så strø den ut for himlens fugle.

Henrik Wergeland